Social Climate Tech News

Thu 20 10 2022
Image

Indiens vej til netto nul – ikke tid til at skære ned på ambitioner eller formål

by bernt & torsten

Snedækkede toppe, klar himmel, snoede floder – vi var i Ladakhs fængslende Himalaya-landskab. Fra Himalaya blå får græsser på bredden af Indus-floden til chortens (buddhistiske helligdomme) og farverige bønneflag undervejs, var det en konstant påmindelse om balance.

Spredt over 4, 2 millioner kvadratkilometer gemmer Himalaya den største mængde sne og is efter polarområderne. Dens gletsjere leverer ferskvand og andre vigtige økosystemtjenester til mere end 750 millioner mennesker. Regioner som Ladakh, der modtager lidt nedbør, er hjemsted for store floder bare på grund af disse gletsjere, der giver vand hele året.

I dag er de fleste gletsjere hurtigt faldende på grund af global opvarmning, hvilket fører til vandknaphed og naturkatastrofer. Samtidig er liv, levebrød, biodiversitet og økosystemer i fare.

Det er ground zero, for klimaændringer og for klimaindsatsen.

Ladakhs ansigt ændrer sig. Fra et bjergbagland, der er afhængigt af landbrug og pastoralisme, udvikler det sig nu som et knudepunkt for vedvarende energi. Regionen har i gennemsnit 320 solskinsdage om året, og dens dalterræn oplever ofte stærke vindforhold. På den baggrund er den nationale plan at etablere 10 gigawatt grøn energikapacitet gennem sol- og vindmølleparker.

Sådanne initiativer er vigtige for at nå Indiens større klimahandlingsplan. På COP26 i Glasgow hævede Indien sine mål for ren energi med målet om at nå 500 gigawatt vedvarende energiproduktion og opfylde 50% af landets energibehov gennem vedvarende energikilder inden 2030. Det forpligtede sig også til netto nul inden 2070. I et scenarie, hvor energibehovet stiger hurtigt, og energisikkerheden har fået øget opmærksomhed, kræver dette nøje overvejelser om alternativer.

Indien er allerede i færd med at tage flere initiativer til at tackle klimaændringer, herunder gradvis dekarbonisering af nøglesektorer. Stålindustriens gennemsnitlige CO2-emissionsintensitet, som bidrager med næsten en tredjedel af industriens direkte CO2-emissioner, er faldet fra 3,1 ton/ton råstål (T/tcs) i 2005 til ca. 2,6 i 2020. Indian Railways, det fjerdestørste jernbanenet i verden, har til hensigt at opnå netto nulemissioner inden 2030. Transportsektoren er en af de mest stædige til at omstille sig, og hvis Indien kan gøre det, vil verden se og følge efter.

Med hensyn til tilføjelsen af vedvarende energikapacitet blandt større økonomier har Indien oplevet den hurtigste vækstrate mellem 2014 og 2021. Men andelen af vedvarende energi i den samlede elproduktion er stadig kun 10 procent. Så der er et stykke vej endnu.

En grøn energiomstilling kræver adgang til teknologi og adgang til billig kapital. Klimafinansiering til overkommelige priser er derfor helt afgørende for udviklingslandene. I henhold til Parisaftalen fik udviklingslandene tilsagn om 100 mia. USD om året for at nå deres klimamål. Men alene indiens energiøkonomis behov kræver 160 mia. USD om året i 2030 for at nå målet om nettonul, hvilket er tre gange så højt som i dag. Vi skal levere mere økonomi hurtigt.

Samarbejde mellem regeringer og den private sektor er afgørende for at få dette til at ske.

Energiomstillingen påvirker mennesker direkte – og en retfærdig omstilling betyder, at man skal passe på arbejdstagere, der vil miste arbejdspladser, og samfund, der er afhængige af fossile brændstoffer. Det er ikke så let som at tænde for en lyskontakt, men disse faktorer kan og skal tages i betragtning ved at skabe nye job, omskoling og bygge bro over indkomsttab gennem social beskyttelse. Klimatilpasning er lige så vigtig, da mere end 80 procent af inderne bor i regioner, der er meget sårbare over for naturkatastrofer som oversvømmelser, tørke og cykloner.

Bevarelse af biodiversitet er et andet vigtigt aspekt af klimafortællingen. Indien har kun 2,4% af verdens samlede areal, men har næsten 8% af sin samlede biodiversitet. Det leverer økosystemtjenester og ressourcer, der opretholder samfundets levebrød og råmaterialer til nøgleindustrier. Når vi ønsker at skabe nye arbejdspladser i sektorer som vedvarende energi og grøn infrastruktur, skal traditionelle levebrød, der har været afhængige af ansvarligt samspil med naturen i århundreder, også beskyttes.

Indien er på forkant med det globale samarbejde, når det gælder afbødning af og tilpasning til klimaændringer. Gennem netværk som International Solar Alliance og One Sun, One World, One Grid håber man at kunne sikre udviklingslandene adgang til rene energiteknologier. Initiativer som Coalition for Disaster Resilient Infrastructure øger modstandsdygtigheden over for katastrofer i lande, der er ekstremt sårbare. Gensidigt fordelagtige institutionelle og investeringsmæssige forpligtelser vil være afgørende for effektiviteten af disse bestræbelser.

Det er også en balance mellem gammelt og nyt. Verden har meget at lære af Indiens mangfoldige traditionelle videnssystem, der opsuger etos for bæredygtig levevis, og dets forsøg på at blande dette med banebrydende operationer inden for videnskab, teknologi og industri. I Ladakh klatrede jeg til en isstub – en kunstig “gletscher”, der fryser grundvand om vinteren og frigiver det gradvist, når det smelter om sommeren. Denne enkle innovation, der kombinerer videnskab med samfundsaktivisme og kulturelle overbevisninger, kan resonere med andre.

Bjergøkosystemer i stor højde er i frontlinjen for klimaændringer. Det, jeg så i Ladakh, giver mig håb. Lokalsamfund søger klimaindsats gennem afbødning, samarbejde og innovation. Det svære spørgsmål er, om vi kan kopiere mere af dette nationalt, regionalt og globalt med større investeringer i tilpasning også, fordi et samfund ikke kan bære vægten og løftet om klimahandling alene.

Share: