Social Climate Tech News

Fri 23 09 2022
Image

Tigris tusmørke: Iraks mægtige flod tørrer ud

by bernt & torsten

Det var floden, der siges at have vandet den bibelske Edens Have og hjulpet med at føde selve civilisationen.

Men i dag dør Tigris.

Menneskelig aktivitet og klimaforandringer har kvalt dens engang mægtige strøm gennem Irak, hvor den – med sin tvillingeflod, Eufrat – gjorde Mesopotamien til civilisationens vugge for tusinder af år siden.

Irak er ganske vist rigt på olie, men det er plaget af fattigdom efter årtier med krig og tørke og ørkendannelse.

Udsat for den ene naturkatastrofe efter den anden er det et af de fem lande, der er mest sårbare over for klimaændringer, ifølge FN.

Fra april overstiger temperaturerne 35 grader Celsius (95 grader Fahrenheit), og intense sandstorme gør ofte himlen orange og dækker landet i en støvfilm.

Helvedes somre ser kviksølv toppe ved en blærende 50 grader Celsius – tæt på grænsen for menneskelig udholdenhed – med hyppige strømafbrydelser, der slukker for aircondition for millioner.

Tigris, livlinen, der forbinder de større byer Mosul, Bagdad og Basra, er blevet kvalt af dæmninger, de fleste af dem opstrøms i Tyrkiet, og faldende regn.

En videojournalist fra AFP rejste langs flodens 1.500 kilometer lange bane gennem Irak, fra det golde kurdiske nord til Golfen i syd, for at dokumentere den økologiske katastrofe, der tvinger folk til at ændre deres gamle livsstil.

Bagdad beder jævnligt Ankara om at frigive mere vand.

Men Tyrkiets ambassadør i Irak, Ali Riza Guney, opfordrede Irak til at “bruge det tilgængelige vand mere effektivt” og tweetede i juli, at “vand stort set er spildt i Irak.”

Han kan have en pointe, siger eksperter. Irakiske landmænd har en tendens til at oversvømme deres marker, som de har gjort siden oldtidens sumeriske tid, snarere end at skylle dem, hvilket resulterer i enorme vandtab.

Centralsletten: “Landmanden solgte alt”

Alt, hvad der er tilbage af Diyala-floden, en biflod, der møder Tigris nær hovedstaden Bagdad på de centrale sletter, er vandpytter af stillestående vand, der prikker sin tørre seng. Tørken har udtørret det vandløb, der er afgørende for regionens landbrug.

I år er myndighederne blevet tvunget til at halvere Iraks dyrkede arealer, hvilket betyder, at der ikke vil blive dyrket afgrøder i det hårdt ramte Diyala-guvernement.

Landmanden kom i gæld for at grave en 30 meter brønd for at forsøge at få fat i vand. “Landmanden solgte alt”, men “det var en fiasko”.

Verdensbanken advarede sidste år om, at store dele af Irak sandsynligvis vil stå over for en lignende skæbne.

I 2050 vil en temperaturstigning på en grad Celsius og en nedbørsreduktion på 10 procent medføre en reduktion på 20 procent i tilgængeligt ferskvand. Under disse omstændigheder vil næsten en tredjedel af det kunstvandede land i Irak være uden vand.

Vandknaphed, der påvirker landbrug og fødevaresikkerhed, er allerede blandt “de vigtigste drivkræfter for migration fra land til by” i Irak, sagde FN og flere ikke-statslige grupper i juni.

Og Den Internationale Organisation for Migration sagde i sidste måned, at “klimatiske faktorer” havde fordrevet mere end 3.300 familier i Iraks centrale og sydlige områder i de første tre måneder af dette år.

Bagdad: sandbanker og forurening

I sommer i Bagdad faldt niveauet af Tigris så lavt, at folk spillede volleyball midt i floden og sprøjtede knap talje dybt gennem vandet.

Iraks vandministerium skyder skylden på silt på grund af flodens reducerede strømning, hvor sand og jord, der engang blev vasket nedstrøms, nu sætter sig for at danne sandbanker.

Indtil for nylig brugte myndighederne i Bagdad tunge maskiner til at opgrave slam, men med kontanter strammet er arbejdet bremset.

Mange års krig har ødelagt meget af Iraks vandinfrastruktur, og mange byer, fabrikker, gårde og endda hospitaler har efterladt deres affald direkte i floden.

Da spildevand og affald fra Storbagdad strømmer ind i den krympende Tigris, skaber forureningen en koncentreret giftig suppe, der truer marine liv og menneskers sundhed.

Miljøpolitik har ikke været en høj prioritet for irakiske regeringer, der kæmper med politiske, sikkerhedsmæssige og økonomiske kriser.

Økologisk bevidsthed er også stadig lav blandt offentligheden, selvom “hver iraker føler klimaændringer gennem stigende temperaturer, lavere nedbør, faldende vandstand og sandstorme.

Syd: saltvand, døde palmer

“Der er ikke noget ferskvand, der er ikke mere liv,” sagde landmanden. Han bor i Ras al-Bisha, hvor sammenløbet mellem Tigris-floden og Eufrat, Shatt al-Arab, strømmer ind i golfen nær grænserne til Iran og Kuwait.

I det nærliggende Basra – engang kaldet Mellemøstens Venedig – er mange af de udtømte vandveje kvalt af affald.

I nord er meget af de engang berømte mesopotamiske sumpe – det store vådområde, der er hjemsted for “sumparaberne” og deres unikke kultur – blevet reduceret til ørkenen, siden Saddam Hussein drænede dem i 1980’erne for at straffe deres befolkning.

Men en anden trussel påvirker Shatt al-Arab: saltvand fra golfen skubber længere og længere opstrøms, efterhånden som flodstrømmen falder.

FN og lokale landmænd siger, at stigende saltning allerede rammer landbrugsudbyttet i en tendens, der vil forværres, når den globale opvarmning hæver havniveauet.

Floddelta: en fiskers situation

Stående barfodet i sin båd som en venetiansk gondoliere styrer en fisker den hjem, mens solen går ned på Shatt al-Arabs farvande. Fra far til søn har fiskeren viet vores liv til fiskeri.

I et land, hvor grillet karpe er nationalretten, er faren til otte stolt over, at han modtager “ingen statsløn, ingen tilskud”.

Men saltning tager sin vejafgift, når den driver de mest værdsatte ferskvandsarter ud, der erstattes af havfisk.

Havvand skubbes længere op ad Shatt al-Arab og truer fiskerens levebrød. Om sommeren har de saltvand, og havvandet stiger og kommer her.

I sidste måned rapporterede de lokale myndigheder, at saltniveauet i floden nord for Basra nåede 6.800 dele pr. million – næsten syv gange så højt som ferskvand.

Fiskeren kan ikke skifte til fiskeri på havet, fordi hans lille båd er uegnet til det køligere vand i bugten, hvor han også risikerer at køre sig ind med de iranske og kuwaitiske kystvagter.

Og så overdrages fiskeren til iraks skrumpende floder, hans skæbne er bundet til deres.

Hvis vandet går, går fiskeriet, og det samme gør fiskerens levebrød.

Share: