Social Climate Tech News

Wed 01 06 2022
Image

Vi har brug for flere vrede og hårdtarbejdende klimaaktivister

by bernt & torsten

Planeten Jorden brænder op, og politikerne ønsker at løse problemerne med strengere straffe til klimaaktivister.

Tankerne går til oldtiden og den besværlige profet Kassandra, der begyndte at prædike, at hun kunne se Trojas fald og noget om en træhest.Åh hvad hun skreg og måbede, den pige.Hold kæft, Kassandra, vi er på vej til arbejde/krig her.Hvilken slags sød træhest står der i øvrigt på stranden?

Ja, sådan er det.Troja omkom.Ifølge myten blev Kassandra først voldtaget og derefter gjort til slave af Agamemnon.Ingen kan lide en sandhedsfortæller.

Hvad skal et individ gøre, når vores civilisation nu er ved at gå til grunde?Når millioner af mennesker trues af sult, når jordens afgrøder tørrer ud, regnskovene ødelægges, og vi udrydder dyrearter efter dyrearter? Vi, der lever i den rige verden, er alle mere eller mindre en del af problemet

For at være civiliserede er vi nødt til at tro på politik og demokrati, for det er alt, hvad vi har.Politik og demokrati er dog ikke synonymt med politiske partier eller parlamenter.Tænk på Martin Luther King.Klimaaktivister bruger det eneste værktøj, de føler, de har.I morgen begynder det store klimamøde +50 i Stockholm, og vi kan ønske, at aktivisterne bliver hørt og set overalt, at de virkelig larmer og er svære.Vi har brug for flere af dem, flere af os har brug for at være dem.

Et politisk problem med især klimaspørgsmålet er, at det er svært at identificere en klar fjende.Vi, der lever i den rige verden, er alle mere eller mindre en del af problemet.Vi lever, næsten per definition, over vores aktiver, i hverdagen afhængig af olie og gas.Det skaber skyld og skam, den kognitive dissonans, som de fleste mennesker forsøger at bortrationalisere væk.

I bogen Psykologiske rødder til klimakrisen skriver psykoanalytiker Sally Weintrobe, at rige mennesker i Vesten (vi) sidder fast i det, hun kalder “exceptionalisme”.Det er en specifik psykologisk tilstand, hvor vi fortæller os selv, at vi har ret til at være rige og have det godt, uanset hvad det koster.At vi har fortjent det.

Unge mennesker har ikke været involveret så længe og er derfor ikke så medskyldige i den katastrofe, vi nu står i. Det er lettere for dem at se, hvem modstanderen er, og om det er det økonomiske system, forbrugerisme og fossil kapital.Det vil sige den voksne generation, det vil sige vi.Det er derfor ikke overraskende, at klimabevægelsen i verden i høj grad består af teenagere og unge voksne.

Politikere på hele spektret mener, at unge ikke skal gå på gaden, men i stedet melde sig ind i en fagforening.Hvilket forenklet billede, et rigtig hyggeligt suttetæppe til en svækket politisk bevægelse.

Unge tyske klimaaktivister i Fridays for Future, der skubbede de tyske socialdemokrater og fagbevægelsen til venstre, og de grønne politikere i samme land, der nu gennemtvinger en hurtigere omstilling til vind og sol, knyttet til en grøn udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Og om valgkampen i Australien, der for et par uger siden endelig satte en stopper for et årti med konservativt, klimahånende styre.Det var en valgkamp, der i høj grad blev kørt af veluddannede middelklassekvinder, der var trætte af både konservativ sexisme og klimabenægtelse.

Det, der forener den grønne politiks succeser i Tyskland og Australien, er ikke, at graden af fagforeningsarbejde er steget.Sidste sommer blev Tyskland ramt af store oversvømmelser.I sommeren 2019 stod store dele af Australien i brand, og i februar i år blev titusindvis af hjem ødelagt som følge af ekstrem nedbør.

Folk har langsomt taget klimaspørgsmålet op, men det er først nu, hvor naturkatastrofer kom tæt på og påvirkede dem selv, at folk for alvor vågnede op og begyndte at se ud over deres egne, kortsigtede økonomiske interesser.Det gælder også den australske arbejderbevægelse, som altid har balanceret mellem storbyvælgere og kulindustrien.

Ja, måske er det først, når katastrofen rammer, at vi for alvor vågner op, som i Kim Stanley Robinsons uundværlige klimaroman Fremtidens Ministerium, der begynder med en hedebølge i Indien, der dræber titusinder af mennesker i et scenarie som snart – næste år?- kan blive en realitet.Katastrofen fører til politisk radikalisering og udbredt klimaterrorisme, men også til, at verden endelig er ved at vågne op.

En anden interessant kontroversiel bog af humanøkologen Andreas Malm er How to blow up a pipeline, der argumenterer for, om klimabevægelsen skal blive mere radikal, hvis den skal gå fra demonstrationer til sabotage.Det kan være lidt for ekstremt til at bringe pointen frem, det kan skade mere, end det vil vække folk.

I denne sammenhæng er det stadig værd at huske på, at det heller ikke denne gang er Kassandra, der er problemet, men at det er fossil kapital og vores livsstil, der er ansvarlig for vor tids vanvittige vold mod naturen og menneskeheden.

Share: